KFUM-Spejdernes nye Spejdercenter CPH blev i weekenden d. 23.-24. april officielt indviet. Mange spejdere havde fundet vej til Sjælør for at indvie det nye spejdercenter med flødeboller, boblevand og bål. Spejdercenter CPH har siden december været administrationscenter for korpsets ansatte. Nu er stedet endelig parat til at tage imod spejdere fra hele landet, som kan videreudvikle centeret og arbejdet aktivt med byspejd.
Der var oplevelser for både børn og voksne, da Spejdercenter CPH fejrede indvielsen hen over weekenden. Hjemmelavede flødeboller, masser af løb, leg og aktiviteter holdt de yngste godt beskæftiget, men der var også tid til bare at gå rundt og se de nye lokaler an og finde inspiration til kommende spejderarbejde.
Mange spejdere havde taget vejen forbi Wagnersvej 33 for at se indvie det nye spejdercenter. Fredag aften var den officielle åbning hvor der blev holdt taler, aflagt spejderløftet og den røde snor blev klippet over af formand Lars Kjeld Jensen og næstformand Lisbet Lentz som symbol på at centeret nu officielt er indviet.
"Tænk at få lov at byde velkommen til indvielsen af vores nye hovedkvarter, der er indrettet i den gamle Sjælør Kirke, og som i dag indeholder både KFUM-Spejdernes administration og et nyt spejdercenter. Det er fantastisk. Det er en begivenhed jeg har set frem til med glæde, men jeg er også lidt ydmyg og stille indeni, for jeg fornemmer, at vi er i gang med at tilføje et helt nyt kapitel til spejderhistorien. Spejdercenter CPH skal danne rammen om spejder- og mødeaktiviteter. Her skal vi eksperimentere og udforske det sprængstof der er i cocktailen af spejderværdier, spejdermetoder, byrum og attraktive aktiviteter for vor tids børn, unge og voksne”, sagde Lisbet Lentz i sin tale.
Det er efterhånden nogle år siden at forretningsudvalget første gang sad med en avisforside foran sig og så på billederne af de ti kirker i Københavns Stift, som man havde talt om at tage ud af brug. Siden er der løbet meget vand gennem åen, og endelig står centeret klar med færdige rammer, lige til at fylde en masse spejderarbejde ind i:
”Da vi flyttede sammen med FDF på Rysensteen ønskede vi at skabe et korpskontor, der åbnede sig for medlemmerne, og det blev til seks gode år med FDF. Af omveje er vi nu nået til Spejdercenter CPH, hvor vi har fået de ideelle rammer for både en effektiv administration og en aktivitetsdel hvor der er plads til rigtige spejdere, som kan eksperimentere med mødeformer og storbyens mange muligheder”, mener generalsekretær Niels Johan Geil.
Også formand for KFUM-Spejdernes hovedbestyrelse Lars Kjeld Jensen var begejstret for de nye rammer i Sjælør, og håber på at der bliver fyldt en masse godt spejderarbejde i dem:
”Hvis Spejdercenter CPH skal blive til den store succes vi håber på, er der behov for en vedvarende og engageret indsats fra frivillige der brænder for at udvikle nye sider af spejderlivet. Houens Odde som vi kender den i dag er skabt gennem mere end 50 års indsats af utrættelige frivillige. Jeg håber at Spejdercenter CPH vil være med til at styrke samspillet mellem ansatte og frivillige. Da centeret giver rigtig gode muligheder for at ansatte og frivillige i fællesskab kan udvikle spejderlivet. ”