Spejderleder er man ofte i kort tid, da den frivillige indsats kan optage så meget plads i ens liv at man hurtigt løber tør for engagement og kræfter. Denne udfordring har Bispebjergspejderne i det nordlige København med deres lederkoncept forsøgt at imødekomme. I den tid konceptet har virket, er gruppen vokset både for så vidt angår børn og ledere.
Af Morten Grouleff
Det fleksible ledekoncept går ud på, at man som leder ikke er ”på” uge efter uge. Man er i et team på omkring seks ledere som dækker over to enheder og som leder er man ikke til spejdermøde hver uge men har friuger, på samme måde som hvis det var et almindeligt arbejde. Hertil kommer, at man ikke, når man er til spejdermøde, har hovedansvaret hver eneste gang - en gang imellem er man blot den der skal være de ekstra hænder og måske hjælpe med noget indkøb eller andre praktiske opgaver. Alt i alt betyder dette at man kun står med den store opgave at styre et helt spejdermøde en gang imellem.
Organisering af opgaven
Hver 3. måned mødes man til teammøde og fordeler opgaver, samt ansvar. Stine som har været leder hos Bispebjergspejderne i 5 år fortæller:
"Har man store opgaver på sit studie eller dage hvor familien eller andre ting skal prioriteres, så siger man det til planlægningsmødet og så bliver det passet ind i planen”.
Efter planlægningsmødet, som er et hyggeligt møde hvor der også er tid til at spise og snakke med de andre ledere, bliver planen lagt op i en ”Google gruppe” så man senere kan gå ind og se hvad det var, der helt præcist blev aftalt. En af lederne i teamet har den opgave at sørge for den vigtige forældrekontakt og anden nødvendig administration, der skal til for at få spejdermøderne til at køre, det kan f.eks. være at holde styr på spejdernes mærker og de sedler som spejderne skal have med hjem.
Sikring af kontinuitet
Kontinuitet er en af de ting der giver kvalitet i spejderarbejdet og det er en faktor forældre, og ikke mindst børnene, måler arbejdet på. Er kvaliteten ikke høj vælger forældre og børn en anden fritidsaktivitet. Det unikke lederkoncept kunne være en udfordring for kontinuiteten, men dette er løst ved at man i planlægningen har sørget for at der altid er en leder fra sidste spejdermøde med på spejdermødet ugen efter. Dette har også den fordel at børnene ikke har en oplevelse af at der hele tiden kommer nye ledere til.
Ærlighed og at have det sjovt
Hvis man skal være spejderleder i flere år, skal man have det sjovt. Man vælger kun at være frivillig spejderleder, hvis man kan se man har indflydelse, og at man selv får noget med hjem. Dette har man hos Bispebjergspejderne taget aktiv stilling til, ved at have en række gensidige aftaler. Stine siger:
”Vi spørger altid os selv; vil vi det her? Kan vi finde nogen der vil løfte opgaven? Og kan vi ikke finde gnisten eller folkene til at gå forrest, når vi sætter skibe i søen, er vi ikke bange for at droppe det og gøre noget andet”.
Disse gensidige aftaler betyder for den enkelte spejderleder, at man oplever at blive hørt og taget alvorligt. Stine siger ”Det er derfor vi som ledere har et sjovt og har lyst til at blive ved, også når vi engang imellem står med nogle kedelige opgaver vi skal løfte”.
Læs mere om Bispebjergspejderne