16. februar 2012
Glem alt om skov, sø og mark. KFUM-Spejderne udvider spejderarbejdet i byen og åbner nu en ny gruppe på Vesterbro i København.
Midt i København for enden af Sønder Boulevard kommer det snart til at summe af spejderaktivitet midt i et område med befolkningstæthed, trafikerede cykelstier og døgnåbnet butiksliv.
Menighedsrådet har allerede overdraget nøglerne til kælderen i Enghave kirke, og fra august 2012 er det planen, at de skal rumme materialeopbevaring og forældemøde-lokaler for Vesterbrospejderne.
De egentlige spejderaktiviterer foregår udenfor, og VesterbroSpejderne tager udgangspunkt i byrummet på Vesterbro, hvor alle aktiviteter afholdes.
Formålet er at tilbyde spejderarbejde der hvor børnene bor og tage aktiv del i lokalsamfundet.
Christianiacykler som mobil spejderhytte
Bag projektet står gruppeleder Marie Rahr Kruse Østerholt, som fik ideen til at starte en ny gruppe op:
"Jeg er vildt stolt af, at KFUM-Spejderne nu udvider midt i København. Spejderarbejdet er ikke betinget af, at der er skov og vand. Her på Vesterbro kan vi lave spejderaktiviteter i et rigtig spændende og livligt lokaltmiljø, og være tilstede på fortovet, på åbne pladser og i den lokale park", fortæller hun.
Gruppen planlægger at købe to Christianiacykler, som kan bruges til at transportere materialer til aktiviteterne. Tanken er at spejderne bruger lokalerne som samlingssted og derefter tager ud i byrummet og laver aktiviteter.
"VesterbroSpejderne er baseret på tanken om bæredygtighed, miljøbevidsthed og mellemfolkelig forståelse. Vi kan for eksempel lave et E-nummer løb, hvor spejderne kan tage i Netto og finde varer med flest E-numre. Men vi kan også lave kakao på trangia, finde spændende ting på biblioteket eller samarbejde med de mange andre foreninger, som er på Vesterbro."
God fremtid
Gruppen starter i første omgang op med en ulveenhed og udvider på sigt med nye enheder.
De første forælde har allerede skrevet deres børn op i spejdergruppen:
"Jeg er ikke spor i tvivl om, at vi kommer godt fra start og har en god fremtid som forening på Vesterbro. På sigt er det meningen at blive en gruppe med godt 100 medlemmer, og lige nu glæder jeg mig rigtig meget til, at vi kan byde de første børn velkommen som byspejder", fortæller Marie Rahr Kruse Østerholt.