I en fantastisk flot sneklædt Houens Odde var ca. 80 spejdere i alle aldre samlet til Åben Odde.
Udover at de enkelte workshopledere havde forberedt sig til at gennemføre indholdsrige workshops af høj standard, ventede der deltagerne en kulinarisk oplevelse udover det sædvanlige.
Under temaet ”Ud i den hvide Verden” havde Lilian forberedt en fantastisk frokost med ryper, hellefisk, færøsk suppe, rensdyr kød og rejer. Til aftensmad blev der serveret lammekølle tilberedt efter grønlandsk opskrift samt Islandsk lagkage.
Løber tænderne i vand? Så mød op næste gang, der er Åben Odde.
At Åben Odde er kommet for at blive er helt sikkert. Det vidner de tidligere gennemførte arrangementer om. Og denne gang var ingen forskel.
Læs her hvad der berettes fra nogle af lørdagens workshops:
Demokrati og inddragelse
"På workshoppen om demokrati og inddragelse i spejderarbejdet diskuterede en flok ivrige spejdere, hvordan vi gør KFUM-Spejderne til en mere demokratisk organisation. Gennem øvelser og rollespil fik vi sat ord på, hvilke muligheder for indflydelse, man egentlig har som barn, ung og voksen i gruppen, distriktet og korpset. Særligt fokus blev lagt på dét forslag om 15 års valgret, Hovedbestyrelsen stiller til Landsmødet i maj. Argumenter for og imod blev grundigt undersøgt, og der blev produceret en række indlæg, som vil komme til at præge debatten op til og under selve Landsmødet. "
Sara Maria Cordtz
Klima for spejdere
Mange ved, at det er noget vi skal gøre noget ved, men ikke helt hvordan det skal gribes an. På åben odde blev 12 friske ledere inspireret til hvordan de kan lave klimaaktiviteter med børn i mange aldre lige fra bævere til rovere. Der blev skruet, klippet, prøvet, testet og leget aktiviteter som alle omhandlede klima og miljø. To friske instruktører havde masser af inspiration med til at komme i gang og konklusionen på det hele blev, at det slet ikke er svært at komme i gang, når man først lige bliver skubbet lidt ud i det. Men det var ikke et stort skub deltagerne skulle have for at gå i gang med materialerne til de udvalgte klima og miljøaktiviteter. Selv i pauserne fortsatte snakken om CO2 og energiformer.
Anja Jakobsen
Hos Søspejd er der vind i sejlene
Workshoppen om søspejd resulterede i en liste med mere end 30 forskellige ønsker og ideer til netværk, arrangementer/events sejlcentre og mere uddannelse. Der kom også fem helt konkrete ideer på bordet, som man allerede nu kan gøre plads til i kalenderen.
Læs mere her