• Forside
  • Aktuelt
  • Ledere
  • Inspiration
  • Forældre
  • Om KFUM-Spejderne
Du er her: Aktuelt » Nyheder » Oktober 2011 » Flere unge vil gerne inddrages i gruppens beslutninger

Flere unge vil gerne inddrages i gruppens beslutninger

    6. oktober 2011

     

    Kun fem procent af de unge mellem 14 og 18 år har en plads i grupperådet, men mange flere vil gerne inddrages i gruppens tunge beslutninger.

     

    Grupperåd såvel som spejderne selv vil gerne inddrage de unge mere i de lokale enheder. Det viser en undersøgelse som Projektgruppen for Unge og Demokrati i Korpset, PUD, har lavet.

     

    Her svarer 20 procent af de adspurgte unge, at de gerne vil have en plads i grupperådet.

     

    ”Det synes jeg bekræfter, at vi arbejder på en relevant sag. Især fordi grupperådene selv viser meget stor velvilje til at involvere de unge yderligere” siger Anne Kathrine Østerby, projektleder i arbejdsgruppen.

     

    Få kender til vedtægtsændring

    Skønt motivation for at inddrage de unge er stor, både blandt spejdere og grupperåd, er kendskabet til de vedtægtsændringer, der skaber mulighed for valgbarhed for 15-årige begrænset.

     

    Halvdelen af grupperådsformændene og over 70 % af spejderne ikke hørt om ændringen før.  I projektgruppen opfattes det som endnu en årsag til vigtigheden af oplysningsarbejdet.

     

    Til trods for det forholdsvis lave kendskab til landsmødets beslutning, er der dog ingen tvivl om hvad der i projektgruppen vækker mest glæde:

     

    ”Der er enighed mellem spejdere og grupperåd. De er enige om at unge har kompetencerne og berettigelsen i grupperådsarbejdet. Det betyder, at vi kan fokusere på at skabe kommunikationsveje og give de unge redskaber i stedet for også at overbevise grupperådene om de unge altså er nødvendige at involvere i gruppens demokrat. Det er meget glædeligt”, fortæller Anne Kathrine Østerby.

     

    Projektgruppen bruger resultaterne fra undersøgelsen til at forberede et aktivitetsmateriale, der udgives senere på året.