KFUM-Spejderne opfordrer i denne uge to politikere til at støtte valgret til 16-årige.
Lars Kjeld Jensen, formand for KFUM-Spejderne, Thomas Kirkeskov, generalsekretær og Lisbeth Lentz, næstformand
Foto: Johny Kristensen
Det er præcis 10 år siden KFUM-Sppejderne valgte at bakke op om et bredt ønske blandt Dansk Ungdoms Fællesråds medlemsforeninger om at arbejde for en nedsættelse af valgretsalderen.
Debatten er senest blevet aktuel efter Valgretskommissionen har fremlagt 28 bud på at fremme unges indflydelse, herunder en anbefaling om at nedsætte valgretsalderen til 16 år.
I denne uge sendte KFUM-Spejdernes formand Lars Kjeld Jensen og generalsekretær Thomas Kirkeskov derfor et åbent brev til Lars Løkke Rasmussen og Ellen Thrane Nørby, med en opfordring til at give 16-årige valgret. Både Lars Løkke Rasmussen og Ellen Thrane Nørby har nemlig stærke rødder i spejderarbejdet og foreningsmiljøet.
”KFUM-Spejderne har i årevis støttet Dansk Ungdoms Fællesråd, DUF, i deres bestræbelser på at nedsætte valgretsalderen. Når vi går ud i et åbent brev og argumenterer for 16-års valgret, er det fordi vi ikke bare ønsker at gemme os bag DUF, men derimod støtte direkte op om det arbejde der foregår og som KFUM-Spejderene er aktivt involveret i. Som organisation skal vi markere os direkte, når der er fokus på et emne som ligger så tæt op ad vores værdier”, mener Lars Kjeld Jensen.
Vi har erfaringerne
Det er ikke et nyt politisk statement at KFUM-Spejderne ønsker at give unge mere direkte demokratisk indflydelse. I 2010 besluttede KFUM-Spejdernes landsmøde at sænke organisationens egen valgret og dermed give alle medlemmer over 15 år valg- og stemmeret til grupperåd og distriktsråd.
Generalsekretær Thomas Kirkeskov mener, at det er vigtigt at vise synlig opbakning til DUF og fremhæve organisationens værdier i aktuelle sammenhænge:
”Som organisation har vi gode erfaringer med at inddrage de 16-17 årige. Der kan være mange gode grunde til at man som voksent medlem ikke selv synes unge skal have valgret. Men for KFUM-Spejderne som organisation er det en naturlig følge af ”learning by doing” - at unge træner sit medborgerskab ved at få mulighed for at øve sig i demokrati fra en yngre alder end det er tilfældet i dag. Og der er valgretten et godt sted at starte”, mener han.
Værdipolitik er ikke det samme som partipolitik
Den tydelige holdningstilkendegivelse har udløst debat på KFUM-Spejdernes facebookside, hvor flere argumenterer imod at give unge stemmeret og stiller sig uforstående overfor at KFUM-Spejderne så tydeligt tager stilling til emnet og går i direkte dialog med nogle bestemte politikere.
Lars Kjeld Jensen præciserer, at KFUM-Spejderne ikke er partipolitiske og ikke forsøger at påvirke spejderne til en bestemt partipolitisk holdning:
”Der er stor forskel på at være partipolitisk og at være værdipolitisk. Det første er vi ikke, og bliver det aldrig, men det andet skal vi være, ellers er det vi laver jo ligegyldigt. Spejder er ikke for sjov, selv om vi har det sjovt når vi er sammen. Vi har et klart mål om at udvikle børn og unge til demokratiske medborgere, og som ledere ved vi, at vores spejdere tager ansvar for sig selv, hinanden og omverdenen, når de får lov til det.
Både Lars Løkke Rasmussen og Ellen Thrane Nørby har været hurtigt ude og melde deres modstand mod at give unge mere demokratisk indflydelse. De har begge to tætte relationer til spejderbevægelsen. Det er derfor vi skriver direkte til dem. Vi forholder os til det værdipolitiske, og ikke til partifarve. Hverken i denne eller kommende sager.”