• Forside
  • Aktuelt
  • ScoutZone
  • Ledere
  • Inspiration
  • Forældre
  • Om KFUM-Spejderne
Nyt password?
Du er her: Aktuelt » Nyheder » December 2011 » Åbent brev

Åbent brev om valgret til 16-årige

    Åbent brev

     

    Kære Lars Løkke Rasmussen og Ellen Thrane Nørby,

    i spejderbevægelsen oplever vi hver dag, at børn og unge lærer at tage ansvar ved at få ansvar. Med jeres relation til spejderbevægelsen, har I sikkert mødt den samme oplevelse. Men alligevel støtter I ikke valgret til 16-årige. Det får os til at tænke på en central pointe i spejderarbejdet, der handler om learning by doing.

     

    Hver dag ser vi, at 10-årige overrasker som dygtige ledere, og vi oplever at 16-årige uge efter uge tager omfattende ansvar for yngre spejdere og viser indfølelse, handlekraft og mod.
    Hver dag ser vi vores spejdere gro og udvikle sig, fordi vi tør lade dem prøve, vi tør lade dem begå fejl, og vi tør give dem lov til at prøve igen.

    Ved at turde give ansvar, får man unge, som tør tage ansvar.
    Vi er ikke i tvivl om, at unge på 16 og 17 år skal kunne sætte kryds i stemmeboksen.
    Vi kan støtte de unge i at tage ansvar for vores samfund. De kan ikke gøre det uden at måtte fejle indimellem. Men hvis vi giver de unge medansvar for vores samfund, vil vi se, at unge er ligeværdige samfundsborgere, hvis stemme skal høres.

     

    Lars og Ellen: I har begge påtaget jer et stort ansvar i en ung alder. I har begge være ungdomspolitikere, været aktive i Dansk Ungdoms Fællesråd og I har begge været spejdere. Så vi tror, I ved, hvad vi taler om.

    Du Lars har fortalt, at det eneste, du nogensinde har tvunget dine børn til, er at blive spejdere. ”Indbegrebet af spejder, er at løse de udfordringer, man bliver stillet over for – præcis som i livet og i politik”, fortalte du, da du besøgte vores store spejderlejr i Skive. 

    Vi lader børn og unge få erfaringer med livets udfordringer, ved at prøve dem af i praksis. Vi stiller spørgsmål og lader børn og unge finde deres egen plads i fællesskabet og i samfundet, hvor uoverskuelige de end kan være. Vi lader dem møde udfordringer, og lader dem finde løsninger i fællesskab. Præcis som i livet. Og i politik.

     

    I har gjort jeres stemme gældende – også som ganske unge. Det har I gjort, fordi I havde passionen, men også fordi I fik tildelt muligheden. Nu kalder andre på muligheden for at øve sig i demokratiets kunst.

    Derfor taler vi til jeres erfaring som spejdere: Lad de 16-årige få valgret og giv de unge mulighed for at øve sig og tage et demokratisk medansvar.

     

     

     

    Med venlige hilsener

     

     

     

    Lars Kjeld Jensen                                                        Thomas Kirkeskov

    Formand                                                                     Generalsekretær