I den forgange weekend har den afgående Hovedbestyrelse holdt sit sidste møde, og den nyvalgte Hovedbestyrelse har holdt sit første, konstituerende møde.
Den afgående Hovedbestyrelses sidste møde
GEÅerne fortalte om deres studietur
Selvom en del af Hovedbestyrelsens møde fredag aften stod i landsmødets tegn, så blev der også tid til at drøfte andre emner, bl.a. kiggede GEÅ’erne forbi mødet og fortalte om deres studietur til Sverige og Finland. GEÅ’erne havde specielt bidt mærke i to ting fra deres studietur – dels at der i Sverige og Finland er en fælles organisation for spejderkorpsene, ja faktisk er der kun ét spejderkorps i Finland, og dels måden hvorpå svenskerne driver deres version af 55Nord, sådan at den giver et stort overskud.
Klatreansvarlig
Derudover besluttede Hovedbestyrelsen, at der skal udpeges en klatreansvarlig, hvilket er en naturlig følge af, at klatreaktiviteter i korpset skal ske efter Fjeldgruppens gældende normer for klatring, fra og med 1. januar 2011. Det blev præciseret, at første prioritet er at få gennemført et opgraderingskursus af de eksisterende klatreinstruktører, mens nyuddannelse af klatreinstruktører har anden prioritet.
Motion og sundhed
Hovedbestyrelsen besluttede også, at der skal udarbejdes et agitationsmateriale til brug i 2010. Emnet for agitationsmaterialet bliver ”motion og sundhed”. Agitationsmaterialet kommer bl.a. til at bestå af et færdigt koncept til afholdelse af agitationsarrangement i gruppen, i SFO’en og skolen på alle klassetrin.
Den nyvalgte Hovedbestyrelses første møde
Konstituering
Efter et vellykket landsmøde holdt den nyvalgte Hovedbestyrelse sit første møde, hvor Hovedbestyrelsen konstituerede sig med Lars Kjeld Jensen som formand og Lisbet Lentz som næstformand.
De øvrige medlemmer af Hovedbestyrelsen er: Lene Uhre Pedersen, Karl Peder Olesen, Morten Th. Mikkelsen, Michael Seeberg, Sara Maria Cordtz, Jens Nygaard Nielsen, Gert Christiansen, Morten Højbjerg Jacobsen og Bettina Møller Mikkelsen.
Hovedbestyrelsen vil på sit næste møde d. 11-12. juni 2010 fordele arbejdsopgaverne imellem sig, herunder placering i de enkelte styregrupper.
Det er planen, at den nuværende struktur fortsætter i den kommende landsmødeperiode, hvilket betyder, at vi også i de næste 2 år har følgende styregrupper, evt. med mindre justeringer:
· Styregruppe for grupper, arbejdsstof og ledelse
· Styregruppe for uddannelse og events
· Styregruppe for distrikter, centre, rovere og vækst
· Styregruppe for eksterne relationer
Orienteringsskrivelse v/ Bettina Møller Mikkelsen