KLAR DIG SELV
Det er det vi gerne vil lære spejderne, ikke? At kunne klare sig selv, i skoven, i byen, på landet, på spejderlejren. Under min rejse jorden rundt er mine "Klar dig selv" evner virkelig blevet sat på prøve, og bliver det stadig.
Spejder færdigheder er nyttige
Hvad enten det gjaldt trekking-turen i Nepals bjerge, hvor jeg måtte finde mit kompas frem fra tasken, for at vælge den rigtige vej eller da jeg formulerede min e-mail til de gårde jeg gerne ville "ansættes" hos ("ansættes", fordi jeg arbejder for kost og logi) mærkede jeg hvordan mine evner og færdigheder fra spejderlivet, rolandkurser og Scout Academy, pludselig var mere end nyttige i den store verden.
Hængende fra en af de mange trætoppe i løbet af mine 26 uger i Australien
Man lærer af sine fejl
Når jeg tænker tilbage på mine oplevelser fra de sidste 3 1/2 mdr. i 3 vidt forskellige lande, Nepal, Thailand og Australien, er det oplevelser fra de situationer hvor jeg IKKE var i stand til at klare mig selv som står stærkest. De øjeblikke, hvor jeg bare gjorde det uden at vide hvor dagen ville ende. I sidste uge besøgte jeg "The Great Ocean Road" langs Australiens sydkyst med en tysk veninde, vi tog en bus ud, men kunne på ingen måde komme tilbage dagen efter ved vores egen hjælp. Vi havde brug for et lift! Hvilket ikke var helt så nemt som troet, da alle kørte i den modsatte retning. Endte efter omkring 35 mislykkede forsøg med at vi fik et lift af et utrolig sødt tysk par, som endda gav "cuppa" (slang, for en kop the eller kaffe) på en cafe inden vi skiltes.
En nat i Thailand
Eller den nat da Thomas, min rejse-buddy i Thailand, og jeg ankom til det nordlige Chiang Mai uden at have fundet et guesthause. De fleste var lukket for natten, Julies, hvor vi ville være var fyldt. Men pludselig kom to fyre fra Julies efter os, gav os et lift til et guesthause som var åbent og ledigt! Thank you guys!