SPEJDERCENTER CPH – OFFICIELT ÅBENT
Spejdercenter CPH blev officielt indviet fredag d. 23. april. En åbningsfest der både indeholdte taler, musik, sang og rød-snor-klipning men også flødeboller, boblevand og bål.
Det var nok heller ikke helt tilfældigt at det lige blev den dag for åbningen og at alle gik rundt med et armbånd, hvorpå der stod ”Spejderne” – det var nemlig også Sct. Georgs dag.
Men hvad var der så at åbne?
Jo, det første man ser ude fra gaden er den store glasgavl. Den stråler af unge grønne farver – Man er vist ikke i tvivl om at dette er KFUM-Spejdernes nye skud på stammen. Ved vejen står en stor flagstang og stolt blafrer med det nye flag med Spejdercenterets logo.
Det nye logo indeholder mange trekanter og firkanter. Kigger man godt efter på Spejdercenter CPHs
bygninger, kan man få logoets figurer til at passe ind i den
markante glasfacade. Farverne er et mix mellem korpslogoets farver og nogle helt nye farver.
Det ser ud til at udseende og bygninger er på plads. Nu er det klar til aktiviteterne og liv kan indtage centret.