DUKA-ZOO 2011
Lørdag den 25. og 26. juni afholdte De Uniformerede Korps i Aalborg DUKA-Zoo i Aalborg Zoo for ca. 1350 spejdere og FDFere. Dagene var spækket med aktiviteter, oplevelser, underholdning med Sebastian Klein og overnatning på Savannen.
Klokken 11.00 kunne lejrchefen, Gorm Dalbøge Bersan, træde op på scenen, hvor han officielt kunne byde de 1350 spejdere og FDF’er velkommen i de flotte omgivelser i Aalborg Zoo. De var et fantastisk syn, at se pladsen ved restaurant Skovbakken proppet til randen med børn, unge og voksne i både mørkeblå, lyseblå, mørkegrønne og lysegrønne uniformer.
Lørdag eftermiddag bød på forskellige aktiviteter rundt om i parken. Nogle af dem var pointgivende aktiviteter, hvor præmien til de yngste var en isbjørnefodring og for de ældste en fodring af parkens surikater søndag formiddag.
De pointgivende aktiviteterne var alsidige og skulle sikre, at der var noget, alle kunne være med til. På en af posterne gik opgaven ud på at lave et spejlæg over trangia og bagefter sy en knap i ægget. En anden post handlede om at samarbejde om at flytte en flaske vand ud af en ”giftig” cirkel med fire stykker reb. En anden ikke pointgivende aktivitet gav mulighed for at lege lidt med såresminke. Så det kan nok være, at de spejdere, der nåede forbi den post, så ud som om, de havde været oppe at slås med parkens løve.
Til aften blev dyrene ude på Savannen lukket ind i deres bokse, og det var nu blevet tid for de mange spejdere og FDF’er at opstille deres medbragte telte. Sikken et syn at se giraffer og zebraer skiftet ud med tunneltelte, igloer og klassiske orange spejdertelte.
Senere var det igen tid til at samles foran scenen ved Skovbakken. Denne gang var det til aftenunderholdning. På scenen var det Steen Hessellund, der som konferencier styrede showet, som begyndte med et par fælles sange fra sanghæftet. Herefter var det så tid til Sebastian Klein og hans skøre Safarishow. Efter denne fænomenale oplevelse var tiden inde til lidt klassisk lejrbålsunderholdning med sketchs og råb. Aftens program sluttede af med enkelte aktiviteter for de ældste, inden det var tid til at hoppe i posen.
Det velbesøgte og vellykkede arrangementet blev afsluttet søndag formiddag med besøg af den lokale gadepræst Loa og fælles afrunding af DUKA-Zoo 2011 fra scenen, men en øjenåbner for at de værdier de forskellige korps bygger på i grunden minder meget om hinanden. Og forhåbentlig har DUKA-Zoo 2011 også givet spejderne blod på tanden til at tage på Spejdernes Lejr i sommeren 2012 i Holstebro, hvor vi blive 35.000 deltagende fra de forskellige spejderkorps i Danmark.