EN EFTERÅRSFORMIDDAG PÅ ET DIAMANTKURSUS. HVORDAN FØLES DET, NÅR NOGET LYKKES?

På stabskurset i august besluttede vi at aflive tutor-funktionen for dette års diamantkursus. En beslutning, der krævede en del mod og nogle gode argumenter. En beslutning der kræver is i maven.

Kul bliver til diamant under pres

Lige nu er 30 kulstykker på løb med Howard Gardners 7 intelligenser som tema. Disse kulstykker er pressede, og tæt på at være presset så meget, at de nærmer sig tilstanden af diamanter. Udenfor tør rimfrosten langsomt ud af græsset i takt med solens fremskriden, og kulstykkerne har i nattens løb udviklet sig til stadiet før diamanter: iskrystaller.

Det er første gang, jeg laver et diamantkursus. Og det er fedt! De 15-17årige er topmotiverede, topengagerede og toptrænede til at flytte sig. Og det gør de. Ugen er ikke omme endnu, de har stadig ikke gennemstået de hårdeste udfordringer – men allerede nu er de ryk, der er sket siden søndag formiddag på Vinderup Station, af enorme størrelser.

De snakker, griner, fjanter, beder om udfordringer. De anerkender hinanden, konfronterer hinanden og støtter hinanden. Og vigtigst af alt: de reflekterer. Det er cremen af ungdommen, der er i stand til at forholde sig til hvorfor de skulle på løb i en regnvåd og mørk skov efter deres aftensmad, med et kort, der ikke passede; for at lære om konflikthåndtering.

Tutoren aflives

Vi besluttede som sagt at aflive tutor-funktionen. I stedet for tutoren, der er hele patruljens vejleder, indførte vi i stedet personlige vejledere. Samtidig blev patruljerådene fulgt af et stabsmedlem, men afholdt af patruljen selv ud fra en given dagsorden. Denne beslutning om ikke at følge de gængse normer for hvordan et kursus afholdes blev i høj grad affødt af tanken om mål- og rammestyring, og under forudsætningen, at gik noget galt, vidste vi at tutoren virker.

Men det lykkedes. Som en af mine piger sagde under en af vores snakke: ”Det er meget bedre, det her. Nu snakker vi sammen i patruljen, i stedet for at sige noget til tutoren, som siger noget til resten af patruljen.”

Og i bakspejlet

.. blev 30 diamantspejdere sendt ud i verden. Vores satsning omkring tutor-rollen lykkedes, ligesom et utal af andre sats. Og hvordan føles det så, når noget lykkes? Det føles godt!