SPEJDERHJÆLPEN - HVAD GØR VI DANSKERE?!

I sommers var jeg i 4 fantastiske uger i Mongoliet. Jeg var af sted på hesteryg, boet hos en nomadefamilie i deres ger, og vandret i bjergene i den fantastiske natur.

Men ud af alle disse fantastiske ting, er der kun en ting jeg havde lyst til at fortælle jer spejdere om.

For jeg var også af sted på en mongolsk spejderlejr,- det i sig selv var fantastisk nok, men det er ikke det jeg vil fortælle om.

Jeg vil fortælle om en helt specielt patrulje, de havde intet patruljenavn, men var omkring 11 drenge i patruljen, og var alle forældreløse! De boede alle sammen på et drengehjem, som tog sig af dem.

 

En dag inde midt på ugen, sendte den mongolske spejderleder drengene ud på løbetur. Resten af underlejren stod og så underligt til mens at de trætte drenge gik i løb. Da de var på ordentlig afstand rettede lederen sit blik mod resten af os. Han fortalte os og vores tolk oversatte, at disse drenge var kommet med for at lære om selvtillid og venner, han bad os om at sørge bedre for dem og snakke mere med dem så de kom længere ind i sammenarbejdet.

 

Jeg blev med det samme betaget af denne besked og tænkte, at jeg bare måtte gøre en indsats. Så da jeg havde taget modet til mig satte jeg mig en varm eftermiddag hen til flokken.

 

Jeg prøvede mig med mine engelske gloser, og de ældste af dem kunne da også lidt, men ikke meget, men efterhånden som tiden gik, fik jeg også kommunikeret med de små, ved at de pegede på en ting og sagde det mongolske navn hvorefter jeg sagde det danske.

 

Ja og så fandt de også ud af jeg var kilden, hvorefter der var tre små unger der bare sprang på mig og kilede mig til jeg blev gul og blå (bogstaveligt talt). I denne sammenhæng fik jeg også brugt min mongolske glose:”Ugu ugu!!!”, som betyder nej på mongolsk. (meget dansk stavet)

 

Gennem hele ugen lagde jeg mærke til hvor lidt der skulle til før at disse drenge blev glade. Man kunne se taknemligheden i deres øjne når man bare gik hen og sagde ”Hey! Godt arbejde du!”, og det var fantastisk.

 

Da vi tog afsked med vores nye spejdervenner tænkte jeg meget på denne drengepatrulje. Jeg tænkte meget på dem hvordan det skulle gå dem, og kunne kun bede for dem at det ville gå godt.

 

I Mongoliet laver man meget arbejde for børn som denne patrulje, og det er så fantastisk at tænke på, men hvad med os danskere gør vi nok? Vi må da kunne gøre mere end at stemme dørklokker og sælge lodseddler. Hvad skal vi gøre i fremtiden? Hvad syntes i?